Tænk lånet til forældrekøbet sammen med din økonomi

Ung kvinde samler et møbel

Markedet for ejerlejligheder har klaret overgangen til det nye boligskattesystem overraskende godt med et prisniveau, der ligger omkring den top, vi så efter coronakrisen. Der er dog stadig et lidt større udvalg af lejligheder i de fire største byer end tidligere. Få her et overblik over, hvad du skal være opmærksom på, hvis du skal finansiere et forældrekøb.

Sommeren er over os, og det betyder, at der ikke er så længe til, at mange unge får svar på, hvilken uddannelse de er kommet ind på efter sommerferien. De skal derfor også finde et sted at bo, og her kan forældre hjælpe dem på vej ved at foretage et såkaldt forældrekøb. Den gode nyhed er, at der er mindre fart på boligmarkedet, så antallet af handler ligger på et niveau, som vi ikke har set siden begyndelsen af 2023, og der er lidt flere lejligheder at vælge imellem.

Ejerlejlighedsmarkedet har dog overrasket positivt i 2024, især i København har det været iøjnefaldende. Der var et meget markant skifte fra høj fart hen mod afslutningen af 2023 til en ret hård opbremsning med stort fald i handler og priser i de første måneder af 2024. Men det rettede sig hurtigt, og samlet set er priserne uændrede her i 2024.

Skattefordel er fjernet

Du skal være opmærksom på, at det højere skattefradrag for renteudgifter i den såkaldte virksomhedsordning, når boligen lejes ud til nærtstående, fx dit barn, er blevet reduceret. På den måde sidestiller skattemyndighederne forældrekøbere med almindelige boligkøbere.

Forældre kan altså fortsat købe en lejlighed og udleje den til deres børn, men de vil ikke kunne opnå særlige skattemæssige fordele. Du kan overveje at tale med en revisor om, hvilke muligheder du har, så I sammen kan finde den løsning, der passer bedst til din økonomi.

Fast eller variabel rente

Når du skal vælge lån, skal du ikke kun have renten her og nu for øje, da du skal vælge et lån med en renterisiko, som du har det godt med. Men i øjeblikket er det faktisk ikke dyrere at få mere rentetryghed. Det skyldes, at investorerne på de finansielle markeder forventer, at centralbankerne sætter renten ned det kommende år. Se Renteudsigten her

Derfor er de laveste renter lige nu på F3- og F5-lånene, men det ændrer ikke grundlæggende ved, at beslutningen om rentebinding skal træffes ud fra din privatøkonomi og personlige lyst til at løbe en risiko.

F5-lån kan være oplagt

Netop et F5-lån kan passe godt med tidshorisonten for nogle forældrekøb. Mange køber en lejlighed til deres børn, når de skal begynde på en uddannelse. Og en del uddannelser i Danmark tager op til fem år. Med et F5-lån kender du din rente på lånet til forældrekøbet de næste fem år, mens dit barn studerer, og får en lidt lavere rente end, hvis du vælger et fastforrentet lån.

Og hvis dit barn er lidt længere om studiet end normeret tid, så kan du heldigvis tilpasse rentebindingen, når lånet skal rentetilpasses efter 5 år.

Mange forhold spiller ind ved lånevalg

Ud over tidshorisonten for dit forældrekøb spiller mange forhold ind på, om det er et fastforrentet lån, et F5-lån eller et helt andet lån, der er bedst for dig. Der kan også være forskellige muligheder at sammensætte finansieringen af forældrekøbet på. Ud over at optage lån i forældrekøbsboligen kan det også være, at du har mulighed for at optage lån i en eventuel friværdi i din egen bolig eller har en opsparing, du kan bruge af. Det og meget andet kan din rådgiver i dit pengeinstitut hjælpe dig med.

Sune Malthe_Thagaard

Sune Malthe-Thagaard

Chefanalytiker i Totalkredit: Holder boligejerne opdateret om lånefinansiering ud fra det aktuelle renteniveau og relevante realkreditprodukter.

Relaterede Artikler

Totalkredit | 5 min

Laveste F1-rente siden 2022 – men rentestigninger til F3 og F5

Boligejere med F1-lån kan se frem til den laveste rente siden oktober 2022, hvor F1-renten var 1,86%. Boligejere med F3- og F5-lån, der hidtil har været skærmet fra den nye rentevirkelighed siden inflationskrisens begyndelse i 2022, skal dog vænne sig til højere renter.
Totalkredit | 3 min

2024 bød på laveste antal lånetilbud nogensinde

Der er aldrig blevet givet færre lånetilbud end i 2024. Det viser nye tal for december fra Finans Danmark. Tallet for december endte på 13.048 lånetilbud, og samlet blev der i 2024 givet 157.625 lånetilbud.
Totalkredit | 3 min

Nu får over 900.000 boligejere endnu flere KundeKroner og dermed billigere realkreditlån

Alle private boligejere med et lån i Totalkredit får rabat på deres bidragsbetaling. Vi kalder rabatten for KundeKroner, og dem har boligejere i Totalkredits 41 samarbejdende pengeinstitutter fået hvert år siden 2017. I år er ingen undtagelse – snarere tværtimod!