Værd at vide om afdragsfrie lån
Når du har brug for et realkreditlån, kan du overveje, om du foretrækker et fleksibelt lån, hvor du i én eller flere perioder kan springe afdragene over. Et lån med mulighed for afdragsfrihed kan give dig luft i budgettet til fx at betale af på anden dyrere gæld eller spare mere op til pensionen.
Afdragsfrihed – hvorfor?
Væk med den dyre gæld
Det kan være en god idé at vælge afdragsfrihed, hvis du har anden gæld, som er dyrere end dit realkreditlån. På den måde kan du bruge besparelsen på dit realkreditlån til at få den dyre gæld ud af verden.
Luft i økonomien
Nogle perioder i dit liv er dyrere end andre. Her kan en pause fra afdragene give den ekstra luft, du har brug for. Det kan være i forbindelse med familieforøgelse, hvor det kan være en stor hjælp, at have muligheden for at kunne skrue ned for boligudgifterne.
Boost pensionen
Hold en pause fra afdragsbetalingen, hvis din pensionsopsparing trænger til at vokse sig større. Eller tag en periode uden afdrag, hvis du er pensionist med en god friværdi i boligen og ser ind i en periode, hvor økonomien er lidt trængt.
Spørgsmål og svar om afdragsfrihed
- Det afdragsfrie realkreditlån kom på markedet i år 2003. Låntypen er karakteriseret ved, at der kun betales rente og bidrag i en periode. Eftersom der ikke betales af på lånet i den afdragsfrie periode, skal der betales tilsvarende større afdrag i den resterende periode af lånets løbetid. Den afdragsfrie periode er typisk op til 10 år i alt og kan til- og fravælges løbende i hele lånets løbetid, hvis din økonomiske situation tillader det.
- En af fordelene ved afdragsfrie realkreditlån er, at ydelsen i den afdragsfrie periode er forholdsvis lav. Det skyldes, at der kun betales renter og bidrag på lånet – men ikke afdrag.
- Derudover giver den afdragsfrie periode bl.a. mulighed for, at der kan afdrages på dyrere gæld eller spares mere op til pension, alt efter hvad der giver mest værdi for dig.
- Afdragsfrie lån er samlet set dyrere end tilsvarende lån med afdrag. Det skyldes, at der betales renter og bidrag af restgælden, men den bliver ikke nedbragt i den afdragsfrie periode. Alt i alt betales der derfor mere i rente og bidrag på et lån uden afdrag end på et lån med afdrag.
- I perioden uden afdrag er bidragssatsen højere på et afdragsfrit lån end på et tilsvarende lån med afdrag.
- Der spares ikke op i boligen i den afdragsfrie periode, da lånet ikke bliver mindre. Dette kan være en ulempe ved salg af boligen eller optagelse af tillægslån.
- Når den afdragsfrie periode er udløbet, skal der betales en forholdsvis højere ydelse end på et tilsvarende 30-årigt lån med afdrag. Det skyldes, at lånet som udgangspunkt skal betales tilbage over den resterende del af lånets løbetid, fx 20 år – mod normalt 30 år.
- Det er muligt at til- og fravælge afdragsfrihed, både når lånet bliver udbetalt og i lånets løbetid Der kan gives op til 10 års afdragsfrihed i alt. Det afhænger af låntypen, hvor ofte du kan til- og fravælge afdragsfriheden. På fastforrentede lån med mulighed for afdragsfrihed, RenteMax og F-kort, er det muligt at til- og fravælge afdragsfrihed hvert kvartal med to måneders varsel. På Tilpasningslån er det muligt ved refinansiering, også med to måneders varsel. Afdragsfrihed forudsætter, at obligationen giver mulighed for dette, og at din økonomiske situation tillader det.
Når afdragsfriheden udløber, er der som udgangspunkt fire muligheder:
- Fortsæt med at betale af på lånet som planlagt og begynd dermed at nedbringe gælden over resten af lånets løbetid.
- Læg lånet om til et nyt 30-årigt lån med afdrag, hvis din økonomiske situation tillader det. Herved forlænges løbetiden på lånet, og den månedlige ydelse stiger ikke nær så meget som i punkt 1.
- Læg lånet om til et nyt lån uden afdrag, hvis din økonomiske situation tillader det.
- Hvis du har haft færre end i alt 10 års afdragsfrihed på dit lån, kan du forlænge afdragsfriheden, hvis din økonomiske situation tillader det.
- Bidragssatsen er forholdsvis højere i den periode, hvor du ikke betaler afdrag på dit lån. Bidragssatsen bliver automatisk nedsat, når den afdragsfrie periode ophører.
- Hvis du ikke betaler afdrag på dit lån, sparer du ikke op i din bolig. Hvis du derimod betaler af på dit lån, oparbejder du alt andet lige en friværdi, da du sparer op i boligen. Det vil være en fordel for dig, hvis du får brug for at optage et tillægslån på et senere tidspunkt. Det vil ligeledes være en fordel, hvis du skal sælge din bolig, da du vil opnå et forholdsvis større overskud.
- Det afhænger bl.a. af restgælden og den resterende løbetid på lånet. Du kan se det forventede ydelsesforløb for dit Totalkredit-lån ved at logge på Mit Hjem.
- Det afhænger bl.a. af, hvor meget du skylder i din bolig, ligesom du skal kreditgodkendes i dit pengeinstitut.
- Totalkredit har mulighed for at tilbyde realkreditlån med op til 10 års afdragsfrihed, hvis din bolig er realkreditbelånt med maks. 80% af boligens værdi (75% for fritidshuse). Er belåningen højere, kan der muligvis lægges om til nyt lån uden afdrag, hvis din økonomiske situation tillader det. Og den del af lånet, der overstiger 80% af boligens værdi (75% for fritidshuse), finansieres på anden vis – eksempelvis som banklån.
- Hvis du har et fastforrentet lån med mulighed for afdragsfrihed, er det typisk mere kursfølsomt end et fastforrentet lån med afdrag og samme kuponrente. I den situation, hvor renten stiger, vil obligationskursen på et fastforrentet lån med mulighed for afdragsfrihed alt andet lige derfor falde mere.
- Anderledes forholder det sig med tilpasningslån og F-kort, hvor kursfølsomheden som hovedregel vil være uændret, hvad enten du vælger et lån med eller uden afdrag.
- Generelt er et lån mere kursfølsomt, jo længere løbetiden er på de bagvedliggende obligationer. Eksempelvis er et F10-lån (10-årigt tilpasningslån) alt andet lige mere kursfølsomt end eksempelvis et F3-lån (3-årigt tilpasningslån).
- Tidshorisonten afhænger bl.a. af din nuværende låntype, og hvilke ønsker du har til et evt. nyt lån. Men du skal altid kontakte din rådgiver i god tid – fx 12 mdr. før afdragsfriheden på dit lån udløber – så I sammen kan lægge en plan for, hvad der skal ske.