Skriv siden udSkriv siden udDine muligheder

Har du et rentetilpasningslån, kan du i perioden op til rentetilpasningen ændre vilkårene for lånet. Du kan typisk ændre:

  • Perioden mellem rentetilpasningerne, så dit lån f.eks. ikke rentetilpasses hvert år, men hvert 2., 3. eller op til hvert 10. år.
  • Om lånets løbetid skal forkortes. Det kan f.eks. være en god ide, hvis renten er faldet, og du ønsker at fastholde samme ydelse. Derved afdrages lånet hurtigere, og du får mulighed for at forlænge løbetiden igen, hvis renten f.eks. stiger efterfølgende.
  • Om lånets løbetid skal forlænges. Du kan forlænge løbetiden, hvis du ved lånets udbetaling har valgt en kortere løbetid, end hvad du kunne have valgt (f.eks. valgt 25 års løbetid i stedet for 30 år). Du kan også forlænge løbetiden, hvis du har forkortet løbetiden ved en tidligere rentetilpasning. Lånets samlede løbetid må dog ikke overstige 30 år.
  • Om lånet skal være med eller uden afdragsfrihed. Og du kan ændre længden af den afdragsfrie periode, dog kun hvis pengeinstituttet bevilgede det, da du optog lånet.  

Mulighed for at låse renten fast
Du har også mulighed for at vælge, hvornår renten på lånet skal fastsættes.

Du kan enten lade rentetilpasningen ske automatisk til det renteniveau, som bliver gældende på det planlagte rentetilpasningstidspunkt fastsat ud fra en auktionskurs eller 10-dages gennemsnitskurs.

Eller du kan via dit pengeinstitut allerede nu låse renten fast med en fastkursaftale.