

Hvor variabel skal den variable rente være?
BoligXlån er Totalkredits lån med variabel rente. Du kan vælge at få et loft over renten, BoligXlån med renteloft, så du ved, at renten kun kan stige til et vist niveau. Vælger du BoligXlån uden renteloft, har du dog flere muligheder for at få større tryghed i lånet.
For BoligXlån uden renteloft sker rentetilpasningen i forbindelse med en refinansiering. Det vil sige, at lånets obligationer erstattes af nye obligationer på et givent tidspunkt.
Det er renteniveauet på dette tidspunkt, der bestemmer renten for det nye lån lige indtil lånets næste refinansiering. Det kan være hvert år, hvert andet år eller helt op til hvert tiende år. Det er op til dig.
Lang periode giver stabilitet
Hvis du ønsker en høj grad af stabilitet i din økonomi, skal du vælge en lang periode mellem refinansieringerne. Du kender din ydelse i hele perioden, så du kan lægge et præcist budget og sove om natten uden de store bekymringer om renten. Og det, du betaler ekstra, kan du så betragte som prisen for lidt ekstra tryghed.
Selv om du låser renten fast i f.eks. 10 år, kan det dog godt betale sig at følge lidt med undervejs og se renteudviklingen i forhold til udviklingen i din øvrige økonomi. Det hele skal stadig hænge rigtigt sammen, den dag renten justeres igen.
Kort periode er billigst
At låse renten fast i en periode koster et tillæg på renten. Jo kortere periode, jo lavere er tillægget. Her og nu er det altså billigere at vælge årlig refinansiering. Kommer der en periode med faldende rente, får du også glæde af den hurtigere. Omvendt mærker du også en rentestigning hurtigere. Det skal der være plads til i økonomien.




