Skriv siden udSkriv siden udAfdragsfrit lån med fast rente

Med et fastforrentet obligationslån kan du vælge, hvor lang afdragsfrihed du ønsker:

Du kan få op til 10 års afdragsfrihed.

Hvis du vælger 10 års afdragsfrihed, er lånet forberedt til, at afdragsfriheden kan forlænges, uden at lånet skal omlægges ved afdragsfrihedens udløb. Det kræver dog, at låneforholdet tages op til fornyet vurdering på forlængelsestidspunktet, og at loven stadig giver mulighed for det.

Ved af vælge afdragsfrihed får du lidt ekstra råderum i økonomien da du kun betaler renter og bidrag i den periode.

Du kan spare lidt mere op til pensionen, nedbringe dyrere gæld lidt hurtigere eller bare nyde at have lidt flere penge til rådighed.

Du betaler for den ekstra frihed

Afdragsfriheden betyder naturligvis, at din restgæld på lånet ikke reduceres, men forbliver uændret i denne periode. Når den afdragsfrie periode ophører, skal du betale de manglende afdrag over den del af lånets løbetid, der er tilbage. Her bliver lånet altså lidt dyrere end et tilsvarende lån uden afdragsfrihed ville have været. Samtidig er renten på et afdragsfrit lån generelt lidt højere end på et lån uden afdragsfrihed.

Sagt på en anden måde: Det er nemmere i starten, men set over hele lånets løbetid, betaler du lidt ekstra for den ekstra frihed.

Nogle vælger at optage et nyt afdragsfrit lån, når den afdragsfrie periode er ovre, men det afhænger helt af dine ønsker, økonomi og friværdi til den tid.